Inden hjemrejsen

Hvordan præger din danske baggrund dit pædagogiske arbejde på stedet?

Det der har været vanskeligt på min institution til tider, har været den sprogbarriere og dialogen mellem mig og mine lærerinder samt mig og børnene. Men her er ens kropssprog et fantastisk redskab og en god kommunikationsmetode. Der har været mange små og sjove misforståelser i løbet af en hverdag, hvilket har været underholdende/sjovt, og kun har skabt en tættere relation mellem mig og personalet/børnene.
Men den dybe konstruktive dialog har desværre ikke været aktuelt, da det er et meget anderledes sprog samt kultur.
Den form for personlige dilemmaer jeg har stødt på under mit ophold, har været hvordan jeg skulle håndtere mødet med denne målgruppe af børn med varig nedsat funktionsevne, som jeg ikke kan kommunikere med verbalt, men måske kun nonverbalt.

Hvad har du lært om dig selv?

Det har bare været en super fed oplevelse at være i udlandspraktik og det her med man er i et fremmed land med fremmed kultur er super spændende samt indordne sig et nyt miljø og tilpasse sig deres regler og normer. Der har helt sikkert været en kæmpe personlig udvikling og massere erfaringer som man har fået med i bagagen. Jeg har lært meget om mine personlige grænser og hvor langt man kan gå selv, før man siger stop. Samt at sige fra over for personaler og medstuderede som man ikke finder rigtigt i forhold til ens meninger og holdninger.

På hvilken måde har opholdet i udlandet påvirket dig?

Den måde opholdet har påvirket mig på, er man ser hvor godt man har det i lille Danmark, at man næsten ikke kan skride i svinget, uden af få støtte i hoved og røv, det her med man har det usynlige sikkerhedsnet omkring sig hver dag og hvor man færdes, det kan næsten ikke gå galt.
Det er der ikke noget af i Vietnam, klar dig selv princippet. Der kan man ikke skave sig over man ikke har fået SU til tiden, nej her er man bare glad for, at man har mulighed for at læse på skole.

Om kulturen

Kulturen

Det har været fedt at komme til et andet land og mærke samt opleve deres kultur mellem fingrene.
Vietnam er som jeg ser og oplever det, et land som er meget troende og ligger meget tid i deres religion. For at komme med et eksempel på hvordan jeg har oplevet deres religion i hverdagen og man måske bedre kan forholde sig til det jeg skriver.

Børnene på min institution Sao Mai har den fantastiske mulighed for at komme i varmebassin samt en lille swimming pool så f.eks. børnene som er spastikere kan komme ned og varme deres muskler op og styrke dem gennem vand gymnastik. Her kommer deres tro igennem fra November til Januar måned, da de mener der kommer onde ånder i vandet og vil drukne de mennesker der svømmer i vandet. Det medfører at der ikke kommer nogle børn i vandet i den periode og poolen samt varmebassinet ikke bliver benyttet. ( Den havde ikke gået i lille Danmark )
Mange steder ser man også de tilbeder mad og frugt til afdøde familiemedlemmer, for at give dem proviant i himlen og til livet efter døden. Mange steder på gaderne rundt omkring oplever man at Vietnameserne brænder falske pengesedler af, for at give sine familiemedlemmer penge med til den anden side af livet.
Den enkelte Vietnameser tro på at det er en gammel dame oppe i himlen, der lærer børnene at tale det Vietnamesiske sprog og hun visker sproget i ørerne om natten og på den måde lære børnene at snakke. Ting i Vietnam tager den tid det tager, kommer toget ikke kl. 14 kommer det nok lige om lidt eller i morgen. Man tager ikke tingene så tungt og vi når det nok. Det har været fedt at opleve selv om det kan lyde underligt. Den rolighed og det overblik de alle besidder har da givet noget erfaring og styrket ens toldmodighed og ens stressfaktorer.

Så der har da været tider under mit ophold i landet, hvor jeg har taget mig til hovedet og fundet det dybt underligt for at tage udgangspunkt i overstående eksempel med de onde ånder. Men det med at acceptere og respektere de forskellighed man støder på har også været en udfordring, da ”sådan” er det bare og det skal ikke diskuteres, da sådan har det altid været og det fungere.

Det her med, man ikke ændre tingene fra den ene dag til den anden, kan man se på deres affald som de bare smider på gaden. Her kommer der gadefagre og ordner gaden hver dag og aften, hvilket jeg synes er noget rigtigt svineri. Det skader miljøet max giver grimme lugte i løbet af dagen på gaden når solen står og bager. Den enkelte Vietnameser fejre for sin egen dør kan man sige, og tager ikke hensyn til hinanden. ( Eksempel: Der har været en trafik ulykke på vejen mellem to motorbikes. Der kører folk bare videre uden at hjælpe de mennesker der er kommet til skade. )
Havde det været i Danmark havde der været mange mennesker til assistance for at hjælpe.
Det skal ikke forstås som om at den enkelte Vietnameser ikke er et godt menneske, da jeg finder dem som muligvis verdens rareste folkefærd og meget ”nede på jorden” samt meget interesseret i hvem man er og hvor man kommer fra. Det er et meget gæstfri folkefærd og et meget hårdt arbejdende. Det er ikke det der ikke kan lade sig gøre, og mulighederne er store.

Det da har været mest frustrerende i de 6 mdr. har været at se på den måde de kan sidde på. Jeg kalder det for med respekt monkeystyle, hvilket indebærer at de kan sidde på en måde, hvor deres numse kun er 3 mm fra jorden og det ligner bare de sidder i idyl og der ikke er noget bedre i verden.

En hverdagen i Vietnam på Sao Mai

Sao Mai (Morningstar Center) er et center for børn med varig nedsat funktionsevne. Det er børn med Down Syndrom – Spastikere og børn med hjerneskader. Mange er efter min mening og som jeg har forstået det blevet diagnosticeret som autister.
I klassen jeg er blevet tildelt på 5 sal, består af 15 børn med forskellige handicaps.

Drenge i klassen:
Tung Lam 9 år – Lôc 11 år – Quang Minh 7 år – Phu’ng Nam 9 år – Minh Duc’ 8 år – Trung Anh 14 år – Tuan 14 år

Piger i klassen:
Quynh Chi 7 år og så er der en pige mere der hedder Loam på 14 år som er døv og deltager torsdag fredag i klassen.

Klasse lærer:
Le Thuy 28 år – Tuy’et Hâng 25 år – Do Hâng som er langtidssyg.

Mandag:
Kl 08:00 kommer børnene til deres klasse og sætter sig på deres stole. Derefter bliver der sunget go’ morgen sang til hvert barn som tager cirka 15 min hver morgen.

Kl.08:15 starter deres undervisning. Da det er Mandag skal børnene lære at skrive med blyant på papir som vi kender det tilbage fra folkeskolen med retskrivning.

Kl. 09:00 er der motorik øvelser med børnene. I klassen er der på gulvet lavet felter med gul – grøn – rød og blå tape. Børnene bliver stillet op på en række ud fra hvert felt, hvorefter de skal hinke på et ben, fra den ene del af kassen til den anden. Hvis man rammer jorden ”er det en ommer” det bliver øvet med det enkelte barn til det lykkes at gennemfører øvelsen.

Kl.09:45 er der en lille pause og lidt vand.

Kl. 10:00 til 10:30 kommer der et story board op på tavlen med forskellige dyr på. Under hvert billede står navnet på det billedet viser. Det enkelte barn byder ind her i undervisning med at mærker sin arm i luften, derefter kommer barnet op til tavlen og snakker om billedet/dyret. De andre klapper derefter og barnet sætter sig ned på sin stol igen.

KL.10:30 til 11:00 bliver der dækket op på gangen til mad. Børnene får her suppe med nudler mandag/onsdag og tisdag/ torsdag for de ris for at varierer i deres kost. !!!!!!

Kl. 11:00 – 14:00 er det tid til en lur for hele centeret. Vi studerende mødes nedenunder og spiser sammen, hvorefter vi har fri til kl. 14 hvor børnene står op igen.

Kl.14:00 får børnene varmt mælk og noget brød med lidt godt inden i ( cream eller syltetøj lignende noget) og samles på deres stole. Lærerne tager en eventyrs bog frem og fortæller.

Kl. 15:00 kan børnene vælge en tegnefilm og slappe og hygge samme til Kl. 16:00, hvorefter min dag slutter for mit vedkommen.

Mit Subjektive indtryk

Det jeg ser i løbet af dagen i arbejdet med børnene, er at lærerne virkelig gør deres arbejde for at udvikle og stimulere det enkelte barn. Der bliver øvet med det enkelte barn, til barnet har fanget rytmen i en øvelse. Det kan være f.eks. motorik – skrivning eller sange, som bliver øvet til fingrespidserne.
Mine tanker har da været fokuseret på om de øvelser der bliver øvet med børnene, om de måske er for lange og uoverskuelige for nogle af børnene! Eller om de øvelser skal forkortes ned, og øves flere gange i løbet af dagen i stedet.
Det jeg især har lagt mærke til, i den måneds tid jeg har tilbragt på Sao Mai er forskelsbehandling på de store drenge i forhold til de yngre børn i klassen. Det jeg mener, er at de store drenge styrer showet på nogle punkter, og råber højt og fjoller rundt og nogle gange og ikke lytter til deres lærerinder. Det er som om, de store drenge har en anden autoritet, som jeg ser det. Hvis de ikke ”gider” deltage i en øvelse, går de bare. Lærerinderne har mange gange bedt mig, om at tage sig af de store drenge og sagt JEG skulle sige de skulle blive i klassen. Hvilket de også har gjort.
Synes deres arbejdsmetoder fungerer rimeligt godt for børnene. Man kan se og mærke de har haft andre studerende og har taget deres viden til sig.
Børnene ved ud fra deres storyboard hvad dagen bringer, hvilket er med til at give dem overblik og ro i løbet af dagen, men da jeg ikke kender 100 % til autister og jeg ved, at der ikke findes to ens autister i denne verden, vil jeg indsamle og tilegne mig teori omkring autisme, så jeg bedre kan forstå deres problematikker som kan opstår i løbet af dagen.

Jeg har nu tilbragt en måned på Sao Mai, og føler jeg har fået skabt en god relation til børnene og lærerinderne. Det at man ikke kan kommunikere verbalt med hinanden, skaber nogle sjove og uforgemmelige oplevelser. De finder det utroligt sjovt, når man fagter med arme og ben i sit kropssprog, for at signalere hvad man gerne vil have dem til at gøre med børnene.
Jeg gør mit bedste for at lære deres sprog, hvilket de er meget interesseret i at hjælpe med. Hvis man udtaler et ord forkert fra børnenes storyboard, bliver man rettet med et smil på læben. Jeg har fået en masse ord med billeder med hjem, så jeg kan studerer dem og derigennem, måske gøre det lettere for børnene at få mig, i samspillet med dem.
Alle på Sao Mai er rigtig søde og imødekommende og gør deres for at man føler sig velkommen. Man kan ikke ønske en bedre start i et fremmed land.

Turen til Vietnam

Institutionens pædagogik

Hvilken uddannelse har de ansatte på institutionen.

De ansatte på Sao Mai har forskellige former for uddannelse. Nogen er universitet uddannet og andre kommer direkte, fra hvad der svarer til gymnasiet. Det er dog ikke alle ansatte på Sao Mai der har en uddannelse i bagagen. Sao Mai Morning Star Center har fem etager, hvor der på hver etage er en uddannet lærerindre som styrer showet med ”hård hånd” samt de andre ansatte.
Sao Mai har også talepædagoger tilknyttet til centeret, de har dog ikke samme uddannelse som de andre ansatte, men kan være kommet direkte fra gymnasiet, og fordi de har været dygtige igennem deres arbejde med børnene på Sao Mai gennem længere tid, er de derfor blevet forfremmet af ledelsen til talepædagoger.
Udover personalet som nævnt tidligere er der en række folk med andre uddannelser, psykologer og psykiatere, de udreder børnene og laver børnenes ”individuelle” planer.

Hvilke faggrupper udfører det arbejde, der ville blive varetaget af pædagoger i Danmark?

I Vietnam kender man ikke til faggruppen pædagoger. På Sao Mai er det lærerinderne der udfører det pædagogiske arbejde. Lærerinderne har dog ikke den store indflydelse på det pædagogiske arbejde, da der er strenge retningslinjer fra ledelsen om hvordan strukturen og aktiviteterne i klassen er sammensat. Det er primært igennem undervisningen der bliver arbejdet pædagogiske med børnene Sao Mai.

Hvordan forklarer de aktiviteterne og deres handlinger og relationer i forhold til børnene?

Det kan være svært at få en forklaring på,”rent” pædagogsisk, hvorfor de går som de gør i arbejdet med børnene på Sao Mai. ?
Jeg ser Vietnam som et samfund, hvor der hersker nogle klare retningslinjer/forestillinger for hvordan det enkelte barn skal opfører sig i relationen/samspil med andre. Jeg ser desværre tit i daglig dagen, at lærinderne glemmer at de arbejder med børn med særlige behov, og som jeg iagttager “måske” glemmer at det enkelte barn ikke er på sammen udviklingstrin som et “normalt” barn, og derigennem forlanger for meget af barnet, i forhold til hvad barnet magter og kan præstere i forskellige situationer.
Alle klasseværelserne er videoovervågede så ledelsen kan kigge med i hvert enkelt klasse for at se om lærerinderne arbejder som de skal, hvilket resulterer i at lærerinderne ikke altid handler efter deres egen overbevisning og har derfor svært ved at forklare de pædagogiske overvejelser.
I klassen jeg er blevet tildelt arbejder lærerinderne meget med piktogrammer, som er blevet indført for at give børnene en mere struktureret og overskuelig hverdag. Jeg er ikke 100 procent sikker på lærerinderene i min klasse forstår piktogrammers funktion. De bruger dem mere i situationer, hvor de vil have børnenes adfærd ændret, såsom være stille eller sidde pænt på stolen.

Er den styret af en ”læseplan” eller andre centrale forordninger?

Jeg har ikke set en læseplan på Sao Mai, men så vidt jeg har forstået skulle den findes. Måden undervisningen er sammensat på er styret ud fra børnenes alder og udviklingstrin. Formålet med undervisningen handler om de helt centrale kundskabs- og færdighedsområder dvs. hvad den traditionelle opdragelse dikterer skal kunnes. F.eks. at kunne tage sin jakke og sko på, kende navnene på dyr og frugter, vide hvordan de ser ud og føles, vaske hænder og ansigt, bord og stole af.

Hvilke didaktiske overvejelser gør de ansatte sig?

Lærerinderne gør sig blandt andet didaktiske overvejelser omkring sammensætningen af børnene klassen. Børnene er ikke jævnaldrende, men er på samme udviklingstrin rent niveau mæssigt. Børnene er f.eks opdelt i 2 grupper i klassen, hvor de er opdelt efter evne, sprog og færdigheder.
Jeg oplever nogle af lærerinderne fanger hvad der optager børnene og forsøger at bruge disse ting i undervisningen.
Jeg oplever dog ikke at der er de store overvejelser over hvordan tilgangen til børnene er og det de laver giver meget mening for børnene. De metoder de bruger er ikke tilpasset det enkeltes barns særlige behov, igen de skal passe ind i fællesskabet, ikke være individer

Hvilke sider af læringen lægges der vægt på?

Der lægges meget vægt på den strukturerede læring på Sao Mai og at børnene skal fyldes og tilegnes med viden. Læringen skal foregå gennem undervisning og det er vigtigt for dem at børnene kan sidde helt stille på deres stole mens de bliver undervist. Undervisningen foregår oftest enkeltvis dvs at resten af børnene sidder og venter til det bliver deres tur, så meget af dagen foregår på sidde og vente for barnet.

En typisk dag.

08:00-08:15 Børnene ankommer.
08:15-08:50 Morgen sang hvor der synges god morgen til hvert barn.
08:50-08:55 Toilet.
08:55-09:20 Social skills.
09:25-09:55 Kommunikation.
09:55-10:20 Motion, tv, musik.
10:25-11:00 Middagsmad.
11:00-14:00 Lækkerlur.
14:10-14:35 Motor skills.
14:35-15:05 Kommunikation.
15:05-15:30 Snack.
15:30-16:00 Farvel sang til hvert barn.

En hverdagen i Vietnam

Når man kommer hjem fra arbejdet på Sao Mai, er man som regl godt bombet i hovedet, da man har fået så mange indtryk ind i løbet af dagen. Det her med man ikke man forstå deres sprog og man hele tiden selv prøver på at danne en mening samt forståelse af hvad der sker omkring en, tager på krafterne. Så en lille hurtigt lur (Power nap) er ikke dårligt efter en lang dag på arbejdet. Ellers kan en normal hverdag byde på hygge med film, samme med ens studie kammerater eller ture rundt i Hanoi. Det kan være cafeer – skrædere – natmarkedet osv.
Vi har tit benyttet os af de forskellige fugt og kød markeder, til at handle ind til aftensmad. Hvor vi under madlavningen har snakket om dagen der gik på de forskellige Inst. samt fustrationer man har haft og snakket dem igennem.
Weekenderne har vi brugt på rejse rundt i Vietnam og opleve landets fanstastiske natur og kultur.